Rasleæg

Jeg blev kontaktet på Instagram af en, der spurgte om jeg havde en opskrift på de rasleæg jeg havde lavet tidligere. Det havde jeg ikke, men det kunne jeg nemt og hurtigt lave til hende. Hun havde tidligere fundet opskrifter på nettet, men de endte med ikke at passe i størrelsen. Jeg spurgte derfor hvad for noget garn hun brugte, og fandt noget med nøjagtig samme tal – løbelængde, strikkefasthed mm. for at få opskriften til, at passe bedst muligt.

For at lave rasleægget, skal man brug ca 15 gram ris, plastikægget fra et Kinderæg, hæklenål str. 2.5 og ca 5 gram garn.

Hos Rito kan man finde nogle pakker med 10 mini garnnøgler, disse er rigtig gode til rasleæg. De har nemlig nogle klare friske farver, og er selvfølgelig bomulds garn.

Start med at lave 6 fastmasker i en magisk ring.

Udt x 6 (12) – stram den magiske ring.

1 fastmaske, udt x 6 (18)
2 fastmasker, udt x 6 (24)
3 fastmasker, udt x 6 (30)

Nu skal der laves runder med 30 fastmasker.

Efter de første 4 runder er det en god ide, at tjekke om størrelsen passer – den må gerne sidde lidt stramt.

Hvis den er alt for stram/lille, skal de sidste 4 runder pilles op og der skal laves en omgang mere med udtagninger (4 fastmasker, udt x 6 (36)). Hvis den derimod er for løs/stor, skal der stadig pilles op, men den sidste runde udtagninger skal også pilles op – så man hækler runder af 24 fastmasker i stedet for.

Der skal i alt laves 13 runder af 30 fastmasker.

Hæft enden fra den magiske ring, brug evt det stykke garn som markør for de kommende runder med indtagninger. Garnet kan nemt hives ud, hvor en rigtig maskemarkør er lidt mere besværlig, at få af igen med plastik ægget indeni.

Det er ikke helt nemt, at hækle de sidste runder med ægget indeni. Sørg for, at stikke hæklenålen skævt ind gennem maskerne – man finder hurtigt den måde man synes der er nemmest.

3 fm, indt x 6 (24)
2 fm, indt x 6 (18)
1 fm, indt x 6 (12)
Indt x 6 (6)

Klip garnet og væv de sidste 6 masker sammen og hæft enden.

Et stk rasleæg, jo flere Kinderæg man spiser – jo flere kan man lave 🙂